Annoncer
Nedlæggelse af busruter

Til: Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.
Fjellerup, den 13. august 2017.
 
Bekymringsbrev i anledning af Region Midtjyllands oplæg til busbesparelser
 
Det er sædvanligvis Politiet, som udsender bekymringsbreve til forældrene, når børnene er på vej ud i noget snavs. Fjellerup og Omegns Borgerforening finder Region Midtjyllands annoncering af et opgør om finansiering af Kystruten, Rute 213, stærkt bekymrende. Vi finder, at regionen ballancerer på kanten af deres opgaveportefølje, som jo også omfatter regional, kommunegrænseoverskridende trafik, når de med et snuptag vil overføre finansieringen af Kystruten til Norddjurs Kommune. Ja, vi finder det faktisk uartigt, når regionen blot vasker en regional opgave af på kommunerne, for at kunne aflevere en region med styr på økonomien, her på tærsklen til en kommunal valgkamp, hvor der i kommunerne sikkert er nok andet at føre valgkamp om. Vi glæder os dog over, at Jan Petersen sammen med Claus Wistoft, Syddjurs, forleden reagerede på regionens udmelding, i en fælles udtalelse.
 
Vi ser med bekymring på disse udfordringer for Fjellerup og omegn: -Unge og uddannelsessøgende mister transportmulighed til ungdoms- og videreuddannelserne. -Ældre og svage mister transportmulighed til lægehuse, sundhedshus og de centrale regionshospitaler. -Øget bilisme, hvor familiernes 2. og 3. bil næppe bliver de mest miljøvenlige, trafiksikre og økonomiske. -Den jævne udviklingskurve for bosætningen på Nordkysten risikerer at knække til lodret nedadgående. -Medarbejdere på de store arbejdspladser som Djurslands Efterskole, Møllebækken og Djurslandsskolen, mister busforbindelse. Arbejdspladser, som mister busforbindelse, mister også rekrutteringsgrundlag.
 
Vi finder det upassende, at de regionale busruter i de yderste områder må lade livet, så der bl.a. kan blive råd til at finansiere driften af Letbanen i Aarhus. Vi finder, at forslaget er en direkte konfrontation med princippet om social mobilitet, som er en særlig udfordring her på Nordkysten af Djursland. Vi vil dog gerne tilkendegive, at vi også finder det for værende rettidig omhu, om regionen justerer på tyndt besatte afgange midt på dagen og i weekender, f.eks. ved differentieret pladskapacitet.
 
Vi ønsker med vores bekymringsbrev, at I sender jeres kolleger i Region Midtjylland ”en kurv” indeholdende klar besked om, at den regionale trafik er livsnerven i de dele af regionen, som ikke er koncentreret omkring letbanen og de store byer. Her skal regionen sørge for, om ikke lige, så dog anstændig adgang for alle, til befordring til de centraliserede behandlingsudførende regionale klinikker og hospitaler samt til de centrale uddannelsesinstitutioner. Med venlig hilsen Fjellerup og Omegns Borgerforening
 
Anders Enggaard Formand
 
Formændene for en række foreninger i Fjellerup, deler Borgerforeningens bekymring:
 
Fjellerup Aktivitetsforening  FJAS  Fjellerup Husmoderforening Jesper Jakobsen  Sanni Juul Hellmann Mona Janneck
 
Fjellerup Kræmmerforening Fjellerup Idrætsforening Martin Udsen   Jacob Olsen